Prisen måles i timer, ikke kroner
Når man spørger, hvad kildearbejde koster, venter folk et tal i kroner. Det rigtige svar er sjældent et beløb, men et antal timer. En offentligt tilgængelig rapport koster ingenting at hente, men den kan koste en halv dag at læse ordentligt, forstå og sammenholde med noget andet. Det er den tid, der gør forskellen mellem en historie, du kan stå inde for, og en, der hviler på et par citater, du aldrig fik afprøvet.
Jeg har i mange år set elever og kolleger undervurdere denne regning. De regner med en time til at finde materialet og glemmer, at det egentlige arbejde begynder bagefter: at spørge, hvem der har skrevet det, hvorfor, og hvad der mangler. Den slags koster tid, men det er også her, du får værdi for den.
Derfor starter jeg altid med at sætte et tidsbudget for kildearbejdet, før jeg åbner den første fil. Det tvinger mig til at beslutte, hvad der er nødvendigt, og hvad der blot er rart at vide.
Hvad gør en kilde dyr at bruge
Nogle kilder er billige, fordi de er lette at nå og lette at vurdere. Andre er dyre på flere måder på én gang. En kilde, der kræver aktindsigt, kan tage uger at få fat i. En kilde, der taler for en part med egne interesser, kræver ekstra tid, fordi du skal finde modstemmen og se, om de to kan forenes.
Sprog og fagområde driver også prisen. Et dokument fuldt af teknisk fagsprog kræver, at du enten sætter dig ind i feltet eller finder en, der kan forklare dig det. Begge dele tager tid, og det er fornuftigt at regne med det fra start, især hvis du arbejder under en frist.
Endelig er der usikkerheden. Jo mindre du ved om, hvem kilden er, desto mere skal du undersøge. En anonym oplysning kan være guld værd, men den er også det dyreste at gøre sikker, fordi du må finde andre veje til det samme.
- Adgang: aktindsigt og svar fra myndigheder tager tid
- Fagsprog: teknisk stof kræver forklaring eller forberedelse
- Interesse: en part med noget på spil skal altid modsvares
- Usikkerhed: anonyme eller uklare kilder kræver ekstra kontrol
Krydstjek er der, hvor tiden går
Det mest tidskrævende led er krydstjekket, og det er med god grund. At bekræfte en oplysning hos en uafhængig kilde betyder at starte forfra med en anden person, et andet dokument og et andet sæt forbehold. Hver ekstra kilde næsten fordobler arbejdet for det enkelte udsagn.
Her er det vigtigt at skelne mellem, hvad der bærer historien, og hvad der blot pynter den. Det bærende skal krydstjekkes grundigt. Det uvæsentlige kan du lade stå med tydelig angivelse af, hvem der siger det, eller du kan udelade det.
Jeg anbefaler at lave en enkel liste over de tre eller fire påstande, som historien ikke kan klare sig uden. Brug din tid på dem først. Det er en mere ærlig fordeling end at tjekke alt halvt.
Hvor du kan spare uden at gå på kompromis
Der er steder, hvor tid kan vindes uden at svække resultatet. Hold styr på det, du allerede har fundet. En enkel notatfil med kilde, dato, hvad den siger og hvor sikker du er, sparer dig for at lede det samme frem to gange. Det lyder banalt, men det er den største enkeltbesparelse, jeg kender.
Gå også efter den korteste vej til primærkilden. Hver gang du læser en gengivelse af en gengivelse, mister du både præcision og tid, fordi du bagefter skal finde ud af, hvad der oprindeligt blev sagt.
Endelig kan du dele arbejdet. I en klasse eller en lille redaktion kan to personer tjekke hver sin halvdel og bytte, så alle tjekkes af et nyt par øjne. Det koster ikke mere samlet, men det fanger flere fejl.
- Før logbog over kilder, så intet slås op to gange
- Gå direkte til originalen frem for gengivelser
- Del krydstjekket, så hver oplysning ses af to personer
Det, der aldrig bør spares væk
Nogle poster kan du ikke skære i, uanset hvor travlt du har det. Spørgsmålet om, hvem der har noget at tjene på, at du tror på kilden, skal stilles hver gang. Det tager få minutter og afslører ofte det vigtigste.
Det samme gælder retten til genmæle. Hvis din historie rammer en person eller en organisation, skal den have mulighed for at svare, og det skal du afsætte tid til, også når fristen presser. At springe det over kan blive meget dyrere end den time, du sparede.
Til sidst: skriv ned, hvad du ikke fandt ud af. Huller i viden er en del af kildearbejdet, og de skal være synlige for dig selv og for læseren, hvis historien skal være redelig.
Sådan sætter du dit eget budget
Når du skal planlægge, så del arbejdet i tre dele: at finde, at vurdere og at krydstjekke. Som tommelfingerregel bruger jeg mindst lige så meget tid på de to sidste som på den første. Mange starter med at bruge næsten alt på at finde og må så haste igennem resten.
Afsæt også en buffer til det uventede. Et svar, der udebliver, eller en kilde, der viser sig upålidelig, kan vælte planen. En reserve på en fjerdedel af tiden er ikke for meget, og den er billig sammenlignet med at aflevere noget halvfærdigt.
Så har du et realistisk billede af, hvad din historie koster. Det betyder også, at du kan sige fra over for for store ambitioner og vælge den vinkel, du faktisk kan nå at dokumentere.
- Del tiden: find, vurdér, krydstjek
- Regn med mindst lige så meget til de to sidste som til det første
- Læg en buffer på omkring en fjerdedel
Kildearbejde er billigt i kroner og dyrt i tid, og det er den tid, der giver dig noget, du kan stole på. Prisen stiger med svær adgang, fagsprog og usikre kilder. Du kan spare ved at føre logbog, gå til originalen og dele krydstjekket. Det, der aldrig må spares væk, er spørgsmålet om interesse, retten til genmæle og ærlighed om det, du ikke ved.