Hvad ordene egentlig betyder
En primærkilde er materiale eller en person, der er tættest på det, der skete. Det kan være et referat fra et byrådsmøde, en kontrakt, et regnskab, et brev, et fotografi taget på stedet eller et menneske, der selv var til stede. Man kalder det førstehåndskilde, fordi ingen har fortolket det på vej til dig.
En sekundærkilde er alt, der bygger på primære kilder og fortæller dig, hvad de indeholder. Avisartikler, lærebøger, opslagsværker og de fleste forklarende videoer hører til her. Nogen har læst, udvalgt og sammenfattet, og i den proces er noget røget med og noget andet røget ud.
Forskellen handler ikke om, at den ene type er god og den anden dårlig. Den handler om afstand. Jo flere led mellem dig og begivenheden, jo flere steder kan noget være blevet misforstået, forkortet eller sat ind i en vinkel, som du ikke kan se fra din plads.
- Primær: referat, kontrakt, regnskab, øjenvidne
- Sekundær: artikel, lærebog, forklarende indslag
Et eksempel fra et klasseværelse
Forestil dig, at du skal skrive om, hvorfor et lokalt bibliotek har ændret åbningstider. Du finder en artikel, der siger, at ændringen skyldes besparelser. Artiklen er din sekundærkilde. Den lyder troværdig, men du ved ikke, hvor oplysningen kommer fra, eller om skribenten har set dokumenterne selv.
Så leder du efter det, artiklen bygger på. Måske er det en politisk beslutning i et udvalgsreferat. Når du læser referatet, opdager du, at besparelsen kun var en af tre begrundelser, og at beslutningen var midlertidig. Pludselig er historien anderledes end i artiklen, uden at nogen har løjet.
Det er netop den bevægelse, ordene beskriver: du går fra gengivelsen tilbage til det, der blev gengivet. Det tager ofte kun en halv time, men det er forskellen på at citere en påstand og at kunne stå inde for den over for en læser, en lærer eller en kritisk kollega.
Hvorfor en kilde kan være begge dele
Mange elever bliver forvirrede, når de opdager, at samme tekst kan være primær i ét projekt og sekundær i et andet. Det er helt i orden. Kategorien afhænger af dit spørgsmål, ikke af tekstens udseende. En avisartikel fra 1970'erne er sekundær, hvis du undersøger en begivenhed dengang, men primær, hvis du undersøger, hvordan aviser dengang skrev om den.
Det samme gælder interviews. Et interview med en borgmester er primært, når du vil vide, hvad borgmesteren mener. Hvis du bruger det til at påstå, hvad der skete på et møde, hvor borgmesteren ikke selv var til stede, er det i praksis en sekundær kilde med en farve af hendes eller hans interesse.
Spørg derfor altid: er denne kilde tæt på det, jeg vil sige noget om? Svaret skifter fra opgave til opgave, og det er en god vane at skrive det ned, før du begynder at bruge materialet i din tekst.
Sådan finder du tilbage til originalen
Start med at se efter henvisninger. En god artikel nævner, hvad den bygger på: en rapport, en afgørelse, en måling. Notér navnet og søg efter selve dokumentet frem for flere artikler om det. Mange myndigheder og organisationer lægger deres materiale åbent frem, og biblioteker kan hjælpe med ældre kilder.
Mangler henvisningen, er det i sig selv en oplysning. Skriv til skribenten eller redaktionen og spørg pænt, hvor tallet eller citatet stammer fra. Svarer ingen, bør du behandle påstanden som uverificeret og enten lade den ligge eller markere tydeligt, at du ikke har kunnet bekræfte den.
Når du har originalen, så læs den hele og ikke kun det afsnit, artiklen peger på. Sammenhængen omkring en sætning kan ændre dens betydning. Skriv bagefter ned, hvad der stod, hvad artiklen gjorde ud af det, og om de to ting passer sammen.
- Notér hvad kilden bygger på
- Find selve dokumentet, ikke flere gengivelser
- Læs hele teksten, ikke kun udsnittet
- Spørg skribenten, hvis henvisningen mangler
Når primær ikke automatisk betyder sand
Det er fristende at tro, at en primærkilde er det samme som sandheden. Det er den ikke. Et øjenvidne husker forkert, en virksomhed skriver en pressemeddelelse, der fremhæver det gode, og et regnskab kan være rigtigt og alligevel misvisende, hvis man kun ser ét år. Nærhed giver dig bedre adgang, ikke garanti.
Derfor krydstjekker man også primære kilder. Passer vidnets beskrivelse med dokumenterne? Siger to uafhængige personer det samme? Har kilden en interesse i, at du tror på netop denne version? Svarene gør dig ikke mistænksom over for alt, men præcis i din vurdering.
En nyttig tommelfingerregel er at spørge, hvem der kunne vide det, og hvorfor de fortæller det til dig. Hvis begge svar er ordentlige, står du stærkt. Hvis ét af dem er uklart, så brug kilden forsigtigt og sig åbent, hvad du ved, og hvad du ikke ved.
Brug ordene, når du skriver og læser
Når du skriver dine egne tekster, så vis læseren, hvilken slags kilde du støtter dig på. Formuleringer som 'ifølge referatet fra mødet' eller 'som det fremgår af rapporten, jeg har læst' fortæller, at du har været ved originalen. 'Det siges' eller 'mange mener' fortæller det modsatte og bør bruges sjældent.
Som læser kan du bruge samme blik på andres tekster. Marker for dig selv, hvad der er kilden, og hvad der er forfatterens fortolkning. Det gør dig til en langsommere, men langt mere opmærksom læser, og du opdager hurtigt, hvor en historie hviler på tyndt materiale.
I undervisningen kan eleverne øve det med en kort tekst og en farveblyant: understreg det, der er dokumenteret, og sæt cirkel om det, der er antaget. Resultatet viser ofte, at selv velskrevne artikler indeholder flere antagelser, end man først lægger mærke til.
Primærkilde og sekundærkilde er to enkle ord for en enkel idé: hvor tæt på begivenheden står det, du læser? Jo tættere, jo bedre grundlag, men aldrig uden at tjekke, hvem der taler og hvorfor. Brug de to begreber som spørgsmål, du stiller til hvert eneste stykke materiale, så ved du hver gang, hvor sikkert du står, og hvad du kan skrive uden at krydse fingre.