Start med det spørgsmål, du faktisk vil have besvaret
De fleste undersøgelser går skævt allerede i første time, fordi emnet er for bredt. Et emne som skolevalg eller sociale medier er ikke et spørgsmål. Et spørgsmål kan besvares med ja, nej eller et konkret tal, og det kan en læser kontrollere bagefter. Skriv derfor dit udgangspunkt som en sætning med et spørgsmålstegn til sidst, og læs den højt for en anden.
Når du har sætningen, så prøv at gøre den smallere. Hvem er det, du spørger om? Hvilken periode dækker du? Hvilket sted afgrænser du dig til? Hver af de tre afgrænsninger fjerner en masse arbejde, som du alligevel ikke ville nå, og de gør det lettere at se, hvornår du er færdig.
Husk også at skelne mellem det, du gerne vil bevise, og det, du er nysgerrig på. Hvis du allerede kender svaret, er du ikke i gang med at researche, men med at samle belæg. Det er legitimt, men det kræver en anden redelighed over for materialet.
- Kan spørgsmålet skrives som én sætning?
- Er personer, sted og periode afgrænset?
- Ved du, om du undersøger eller bekræfter?
Find ud af, hvad der allerede findes
Før du ringer til nogen, så brug en eftermiddag på at se, hvad andre har skrevet og målt. Det sparer dig for at genopfinde noget, og det viser dig, hvor hullerne er. Nogle gange opdager du, at dit spørgsmål allerede er besvaret grundigt, og så kan du vælge en ny vinkel i stedet for en gentagelse.
Læg mærke til, hvem der står bag de eksisterende oplysninger. En rapport fra en interesseorganisation og en opgørelse fra en offentlig myndighed kan pege i hver sin retning uden at nogen lyver, fordi de har målt forskellige ting. Notér derfor ikke kun tallet, men også hvordan det er fremkommet og hvornår.
Hold en simpel log over dit materiale. Skriv titel, udgiver, dato og en linje om, hvorfor det er relevant. Det lyder omstændeligt, men når du om to uger skal huske, hvor en oplysning kom fra, er loggen forskellen på en sikker henvisning og et gæt.
- Hvem har udgivet materialet, og hvornår?
- Hvordan er tallene målt?
- Er hullet i viden stadig der?
Vælg dine kilder, før du vælger dine svar
Lav en liste over de typer kilder, du har brug for: dokumenter, personer med førstehåndskendskab, eksperter og dem, der er uenige. Mange begynder med dem, der er nemmest at få fat i, og ender med en historie, der kun har én stemme. Beslut i stedet på forhånd, hvilke perspektiver et rimeligt billede kræver.
Spørg dig selv, hvad hver kilde reelt kan vide. En person, der var til stede, kan fortælle, hvad der skete. En fagperson kan forklare, hvad det betyder. De to ting blandes let sammen, og det gør dit materiale svagere. Skriv ved siden af hver kilde, hvad den kan bidrage med, og hvad den ikke kan udtale sig om.
Overvej også, hvem der har en interesse i udfaldet. Det diskvalificerer ikke nogen, men det betyder, at du skal søge en bekræftelse et andet sted. Planlæg den allerede nu, så den ikke bliver en eftertanke, når tidsfristen nærmer sig.
- Hvilke perspektiver kræver et rimeligt billede?
- Hvad kan hver kilde faktisk vide?
- Hvem har en interesse i udfaldet?
Lav en realistisk tidsplan og et sted at stoppe
En undersøgelse fylder, hvad du giver den tid til. Regn baglæns fra den dag, du skal aflevere eller udgive, og læg en buffer ind til svar, der ikke kommer. Folk er langsomme til at ringe tilbage, og dokumenter skal ofte rekvireres. Hvis tidsplanen kun virker, når alt går godt, er den for stram.
Beslut også, hvornår du er færdig med at indsamle. Sæt en grænse, for eksempel et antal interviews eller en dato, og skriv den ned. Uden en stopregel bliver research let en måde at udskyde selve skrivningen på, fordi der altid er endnu en vinkel at tjekke.
Afsæt til sidst tid til at kontrollere det, du har. Gennemgå hvert faktum i dit udkast og find ud af, hvilken kilde der bærer det. Det, du ikke kan pege på, skal enten bekræftes eller ud. Den tid hører med i planen fra start, ikke som noget, der klemmes ind til sidst.
- Planlæg baglæns fra afleveringen
- Skriv en stopregel ned
- Afsæt tid til at kontrollere hvert faktum
Tænk over, hvad der kan gå galt for dem, du skriver om
Når du undersøger andre mennesker, har du et ansvar, som ikke står i nogen metodebog. Overvej, hvem der kan blive berørt af historien, og om de har fået en rimelig chance for at svare. Det er en del af planlægningen, ikke en høflighed, du tilføjer til sidst.
Tænk over, hvordan du vil omtale dem, der ikke er vant til medier. En elev, en nabo eller en medarbejder kan have svært ved at overskue, hvad en udtalelse kommer til at betyde i tryk. Fortæl dem, hvad du bruger materialet til, og hvornår det bliver offentligt, så ingen overraskes.
Spørg også dig selv, om du kan stå inde for historien, hvis den viser sig at være forkert på ét punkt. Hvordan vil du rette, og hvem skal vide det? Har du svaret på forhånd, er du bedre rustet, hvis nogen gør indsigelse.
Det sidste tjek, før du siger ja til planen
Læs din plan igennem, som om en anden havde skrevet den. Er spørgsmålet klart, kilderne forskellige og tidsplanen mulig? Kan du forklare i to sætninger, hvad du vil finde ud af, og hvordan? Kan du ikke det, er planen ikke moden endnu, og det er bedre at opdage nu end midt i forløbet.
Vis den gerne til en anden, der ikke kender emnet. De stiller ofte det simple spørgsmål, du selv er holdt op med at stille. Et par minutters samtale kan afsløre et hul, som ville have kostet dig en hel uge at finde senere.
Når planen består, så skriv den ned på én side og gem den. Den er dit fikspunkt, når undersøgelsen vokser, og du fristes til at gå i nye retninger. Du må gerne ændre kurs, men gør det bevidst og med en grund, du kan sige højt.
- Kan du forklare planen i to sætninger?
- Har en udenforstående læst den?
- Ligger planen skrevet ned på én side?
En tjekliste afgør ikke din undersøgelse for dig, men den tvinger dig til at tage de svære valg, mens de stadig er billige. Et klart spørgsmål, forskellige kilder, en tidsplan med plads til forsinkelser og en plan for dem, du skriver om, er et solidt fundament. Brug listen, før du siger ja, og vend tilbage til den, når du er i tvivl undervejs.